Hvornår er en flaske almindelig modermælkserstatning en flaske for meget til et barn, der er disponeret for allergi?
Det er svært at svare entydigt på.
Tidligere har Sundhedsstyrelsen skrevet i 'Anbefalinger for spædbarnets ernæring 2005':
”Hvis et allergidisponeret barn er kommet i gang med almindelig modermælkserstatning, og ernæringen hermed er veletableret, skal der fortsættes med almindelig modermælkserstatning. Allergidisponerede børn, som ellers får højt hydrolyseret modermælkserstatning, men som ved en fejl har fået nogle flasker almindelig modermælkserstatning, skal fortsætte med højt hydrolyseret modermælkserstatning de første 4 måneder.”
Det er ikke nærmere beskrevet, hvor mange ”nogle flasker” er, og teksten fremgår ikke længere af Sundhedsstyrelsens publikation 'Ernæring til spædbørn og småbørn 2019'
Sundhedsstyrelsen har ved en forespørgsel fra Astma-Allergi Danmark udtalt, at man som sundhedsplejerske skal foretage en individuel vurdering i hjemmene i forhold til vejledning om valg af modermælkserstatning:
- Møder man en familie, hvor et allergidisponeret barn er kommet i gang med almindelig modermælkserstatning, og ernæringen hermed er veletableret, skal der fortsættes med almindelig modermælkserstatning, og man skal ikke problematisere/italesætte det.
- Møder man en familie, hvor et allergidisponeret barn, som ellers får højt hydrolyseret modermælkserstatning, men som ved en fejl har fået nogle flasker almindelig modermælkserstatning, skal barnet som udgangspunkt fortsætte med højt hydrolyseret modermælkserstatning de første 4 måneder.
Vurderingen af, om ”nogle flasker” er for mange og om barnet skal fortsætte med almindelig modermælkserstatning, skal tages ud fra familiens allergiprofil, egen indstilling og ressourcer.