Høfeber

Afhængigt af symptomer er der flere muligheder for behandling. Valget af behandling træffer lægen i samarbejde med patienten, ud fra en vurdering af symptomer og sygdommens sværhedsgrad.

Ofte behandles høfeber med medicin, der indeholder antihistaminer. Antihistaminer findes både i øjendråber, næsespray og tabletter. Histamin er et af de første stoffer, kroppen frigiver ved en allergireaktion. Det er histaminet der giver kløe, løbende næse og rindende øjne, og som får patienten til at nyse. Medicin med antihistaminer forhindrer histaminet i at give allergireaktionerne.

 Binyrebarkhormon - også kaldet steroid - bruges også til behandling af høfebersymptomer. Fx er det ved problemer med tilstoppet næse, det ofte gavnligt med en næsespray indeholdende steroid. Effekten skyldes blandt andet, at steroid nedsætter graden af inflammation i slimhinden, dermed falder hævelsen og luften kan igen passere.

 Astma-Allergi Danmark har lavet en liste over de forskellige former for høfebermedicin.

 Hvis du vil vide mere om behandling af allergisk rhinitis og dens  indvirkning på astma, kan du læse sidste nye lommeguide for læger og sygeplejersker. Lommeguiden er skrevet på engelsk af repræsentanter fra ARIA (Allergic Rhinitis and its Impact on Asthma)