Produktvalg på puslebordet

Kontaktallergi kan forebygges.

Som sundhedspersonale kan du opfordre familierne til at tjekke varedeklarationen for unødige stoffer, før de køber produkter til børn.

Det kan du selv gøre:

- Undgå parfume. Kig på varedeklarationen, og hvis du støder på ordene parfume, fragrance eller aroma, så vælg produktet fra.

- Undgå Benzylalkohol. Nogle producenter bruger det dog også som konservering og skriver derfor, at produktet er parfumefrit. Det må de ikke længere.

- Undgå de 26 parfumestoffer, der findes på EU's liste over deklarationspligtige stoffer. De skal angives med navn, da mange får allergi af dem. Nogle af dem har citruslignende navne som citronellol, citral og limonene.

Alternativt kan man vælge produkter med allergimærkningen Den Blå Krans / Asthma Allergy Nordic. Her har Astma-Allergi Danmark gjort arbejdet, så man kan være sikker på kun at komme hjem med babypleje med minimal allergirisiko. Du kan finde flere informationer i Kemilex.

Babypleje

Smør ikke baby ind i noget unødvendigt. Brug fx kun zinkcremen, når halen er rød – ikke ved hvert bleskift.
Vær særlig opmærksom på produkter, der bliver på babys hud og ikke vaskes af igen, fx cremer, olier mv. De påvirker barnets hud mest. Gå helt uden om parfume.

Vådservietter

En våd vaskeklud, eller en skumvaskeklud med allergimærkningen Den Blå Krans / Asthma Allergy Nordic, er stadig det bedste valg til flertallet af dagens mange
bleskift. Vådserviet bør kun være et alternativ når du ikke har adgang til rindende vand. Der kan være stoffer i vådservietter, som kan give allergi - det kan være både parfume og konserveringsmidler, så kig godt efter i varedeklarationen.

Bleer

Babyer har numsen i ble de fleste af døgnets timer. Derfor gælder det om at vælge rigtigt. Gå helt uden om bleer med lotion og parfume, og find den rigtige pasform til barnet, så bleen ikke generer babys sarte hud.

Vaskemiddel

Gå langt uden om parfume og det allergifremkaldende stof formaldehyd og formaldehyddonor, når du vælger vaskepulver til din babys tøj.

Går du efter vaskepulver med Den Blå Krans, slipper du uden om ovennævnte allergiskurke og får samtidig et produkt, hvor du på pakken kan se alle indholdsstoffer.

Tjek desuden, at du bruger den rette mængde vaskemiddel. De fleste bruger faktisk for meget. Og giv eventuelt din vask et ekstra skyl. Mange tests viser, at vaskemidlet ikke bliver vasket ud af maskinen i første skyl.

Produkter med økologisk parfume

Drop helt parfumerede produkter – også de økologiske. Naturlige eller økologiske parfumestoffer og essentielle olier er nemlig lige så store allergiskurke, som industriens kemisk fremstillede duftstoffer. Gør det til en vane at dufte til babyprodukterne, inden du køber.  Vælg et produkt, hvor der står "Parfumefri".