Hvad er allergi

Allergi er oftest en arvelig betinget sygdom, som tit knytter sig til overfølsomhedssygdommene astma, høfeber og børneeksem.

Børn har større risiko for at udvikle allergi end andre, hvis forældrene eller søskende har, eller har haft, allergiske sygdomme som astma, høfeber eller fx fødevareallergi. Der er dog stadig nogle mennesker, der udvikler overfølsomhedssygdomme, selvom ingen andre i familien har det.

Når man udvikler allergi, sker der en overreaktion i immunsystemet i kroppen over for ellers normalt uskadelige stoffer. Vores immunsystem skal forsvare kroppen mod angreb af fremmede stoffer som fx virus, bakterier og parasitter. Ved allergiudvikling danner kroppen antistoffer mod stoffer i omgivelserne, som normalt ikke er skadelige – altså en "fejl" fra kroppens side. Disse normalt uskadelige stoffer kaldes allergener.

Man har størst risiko for at udvikle allergi over for de allergifremkaldende stoffer, som man dagligt er i kontakt med. Fx dyr, husstøvmider og pollen.

Allergisymptomerne viser sig typisk kort tid efter, at man er blevet udsat for det, man ikke kan tåle, men reaktionen kan også komme efter flere timer.

Det er individuelt, hvor meget allergenpåvirkning der skal til, før man får allergisymptomer. Nogle mennesker med allergi, fx over for kat, kan reagere, hvis sidemanden i bussen har katteallergener på sit tøj, andre kan være i stue med kat i flere timer, før de får symptomer.
 

STØT VORES ARBEJDE
Det er gratis at få hjælp hos Astma-Allergi Danmark. Støt derfor gerne vores arbejde.
DIT BIDRAG
MEDLEMS LOGIN
Få adgang til netrådgivning, tilmeld dig kurser og meget mere.
Sådan bruger du
KEMILEX